
I foråret 2010 blev Danmark ramt af en tsunami i form af zumba-bølgen. Forskere skønner, at mellem 80 og 100 tusinde danskere, langt overvejende kvinder, har kastet sig ud i de latinamerikanske rytmer i løbet af 2010.
Heldigvis var firmaidrættens foreninger parate, da bølgen kom. Aldrig tidligere har der været en ny aktivitet, der har slået igennem i firmaidrætten med så stor en succes som zumba. Næsten halvdelen af firmaidrættens foreninger tilbyder nu zumba til medlemmerne, og der er ingen tegn på, at interessen for den glade dansemotion er toppet.
Endnu flere foreninger i firmaidrætten har taget zumba med på programmet i 2011, og hos de foreninger, der er godt i gang, oprettes der hele tiden nye hold.
Det har betydet, at zumba naturligt nok er kommet med som en selvstændig aktivitet på firmaidrættens indberetningsskemaer, og det bliver interessant at følge, hvor mange nye medlemmer zumba har trukket til firmaidrætten i 2010 og 2011.
